Mentalisering
Jeg har et stort ønske om at formidle viden om mentalisering og anvendelse af mentaliseringsbaseret supervision og behandling i arbejdet med udsatte børn og unge, og deres omsorgspersoner.
Ligeledes at vejlede forældre i, hvordan man med mentaliseringsbaserede principper, bedst støtter sine børns udvikling. Nyere forskning vidner nemlig om, at god mentaliseringsevne hos omsorgsgiveren fremmer muligheden for tryg tilknytning og udvikling af mentaliseringsevnen hos barnet.
Evnen til mentalisering er forudsætning for vedvarende og meningsfulde relationer. Netop ved at mentalisere, lære man om egne følelser og tanker og forstår, at de er baggrund for ens adfærd. Dette giver en fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed. Mentalisering hænger dermed også tæt sammen med evnen til at regulere følelser – at mentalisere har i sig selv en affektregulerende funktion.
Hvad er mentalisering?
Mentalisering kan beskrives som evnen til at se sig selv udefra og andre indefra.
Mentalisering er en form for følelsesmæssig viden. Mentalisering henviser til, at vores erfaringer gennem hjernens modning og gennem møderne med andre mennesker bliver til sind. At vi vokser mentalt via møder med andre. Fysiske erfaringer og relationelle erfaringer udvikles til indre repræsentationer, til en verden af antagelser. Fysisk bliver mentalt. Det betyder, at vi kan bruge vores sind til at reflektere over vores egne og andres sind. På engelsk beskrives dette som mind-mindedness eller holding mind in mind (Skårderud, Sommerfeldt, Robinson, 2020). I stedet for at handle ud fra stærke impulser og affekter anvendes sindet til at søge realistiske veje til håndtering og tilpasning. Når vi i højere grad forstår, hvad der foregår i vores egne sind, i andres sind og mellem mennesker, så er det lettere at undgå konflikter og fastlåste idéer om os selv og andre. Det kan betyde, at man ser tingene i en sammenhæng, er mindre skråsikker og således får tingene mere på plads.
Mentalisering er evnen til at tilskrive menneskelig adfærd intentioner og mening, evnen til at forstå ”uskrevne regler”. Det involverer både en selvrefleksiv og en interpersonel komponent. Mentalisering kan beskrives som evnen til at se sig selv udefra og andre indefra. En social kompetence som er vigtig for kommunikation og relationer og er knyttet til affektregulering.
Vi bliver ikke os selv af os selv. Hvordan sindet og den fysiske hjerne udvikler sig, afhænger altså af, hvem vi møder og kvaliteten af disse møder. Barnet udvikler sig mentalt ved at finde sig selv i andre, de voksnes, bevidsthed og fornuft (Skårderud, Sommerfeldt, Robinson, 2020).
Vi mentaliserer alle, når vi interagerer med hinanden, men vi er sjældent opmærksomme på, at vi gør det. Mentalisering foregår i hverdagen for det meste automatisk uden, at vi er bevidste om det – eksempelvis når interaktionen med den anden glider let, og vi har det rart og godt med hinanden. Vi er ikke bevidste om det, men vi er hele tiden opmærksomme på vore egne og den andens mentale tilstande og tilpasser vores handlinger hertil – f.eks. små ændringer i den andens ansigtsudtryk eller måde at sige tingene på. At en stor del af vore interaktioner med hinanden forløber ved brug af automatisk mentalisering.
I det øjeblik der opstår gnidninger, misforståelser eller konflikter i situationen, så kan man gøre brug af kontrolleret mentalisering ved at overveje og reflektere over sine egne og den andens mentale tilstande i situationen. Eksempelvis hvis man sidder ved middagsbordet og manden pludselig bliver helt stille, holder op med at spise sin mad og kigger ned i bordet. I det øjeblik kan konen stoppe og tænke over: “Gad vide hvad der foregår? Mon han blev ked af det, jeg sagde lige før?”. På baggrund af sine overvejelser om, hvad mandens adfærd mon skyldes, kan hun spørge ham og derved kan de i fællesskab nærme sig en forståelse af misforståelsen. Mentalisering kan beskrives som at forstå misforståelser. Når man mentaliserer, har man sind på sinde; både ens eget sind og andres sind. Man ser bag om adfærden og overvejer, hvad der ligger bag en given adfærd.
Et hverdagseksempel
Alfred på 13 år vil en almindelig onsdag morgen ikke i skole. Han nægter at tage sko på, da mor beder ham om det, og han siger ”hold kæft” til sin lillebror. Moderen forsøger at mentalisere Alfred ved hurtigt at reflektere over hvilke mentale tilstande der er til grund for Alfreds adfærd. Hun kommer i tanke om at Alfreds bedste ven netop er gået ud af klassen og det nok er derfor, Alfred ikke vil i skole. Samtidig er moderen opmærksom på, at hun føler hun har travlt og gerne vil ud ad døren, hellere i god tid end to minutter for sent. At have fokus på både sine egne og sønnens mentale tilstande hjælper moderen med at regulere sine følelser og være tålmodig og rolig i forhold til at komme ud ad døren.
Spørgsmål som er helt centrale at stille sig selv løbende når vi mentaliserer: Hvordan opfatter du barnets adfærd, hvad føler du i situationen? Hvordan føler barnet? Hvordan reagerer du?
Mentalisering i arbejdet med udsatte børn, unge og voksne
Teori om mentalisering opstiller en teoretisk ramme om børns udvikling samt konsekvenserne af traumer og omsorgssvigt. Mentalisering udvikles i barnets samspil med dets omsorgsgivere. Omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge har ofte en skrøbelig mentaliseringsevne, men mentalisering kan læres. Heraf udspringer mentaliseringsbaseret behandling.