Kvinden bag Reminded by Mirja

Jeg hedder Mirja Laubek, født i 1976, mor til tre – der alle bidrager til, at mine kompetencer ud i logistik og konflikthåndtering aldrig ruster. Og så er jeg pædagog, og har en kandidatgrad i pædagogik psykologi. Jeg elsker naturen – og bruger de grønne omgivelser helende. Og så elsker jeg at lære fra mig, jeg elsker at skabe og elsker at inspirere og motivere.
Mit fornemmeste job er at flytte mennesker ind i selvaccept og mere kærlige relationer – til sig selv, og til andre. Og med et kærligt puf finder vi svarene på: Hvem er du? Hvad længes du efter? Hvad får dit hjerte til at blafre? Hvad er du mest bange for? Hvad gør dig vred? Hvilke kriser har formet dig? Med andre ord; Hvad har livet lært dig?
Jeg har bred pædagogisk og psykologisk erfaring, og har specialiseret mig inden for traumer, tilknytning og mentaliseringsbaserede metoder. I mit virke har jeg været særlig optaget af at arbejde med udredning, vurdering og udvikling af mentaliseringsevne med henblik på kvalificering af udviklingsfremmende samspil.
Jeg har særlig ekspertise inden for plejefamilieområdet, hvor jeg siden 2014 har superviseret plejefamilier, lavet kurser, undersøgelser og udviklingsopgaver.
Dertil stor erfaring i at hjælpe forældre på rette vej i deres forældreskab. Erfaringen har jeg fra min tid som frivillig ved Familiehjælpen – et gratis anonymt tilbud, hvor jeg tilmed sad i bestyrelsen. Ved Aalborg kommune, tværfagligt team – et forebyggende og anonymt tilbud til forældre med børn i alderen 0 – 6 år.
Ydermere har jeg været ansat som adjunkt ved UCN act2lean Pædagogik. Stillingen indeholdt masser af undervisnings- og udviklingsopgaver i eftervidereuddannelsesregi samt på grunduddannelsen her pædagoguddannelsen.
Parallelt hermed har jeg uddannet mig inden for coaching, supervision og parterapi.
Værktøjskassen er stor – praktisk såvel teoretisk.
“What you think, you become. What you feel, you attract. What you imagine, you create. – Buddha”
Hvorfor navnet Reminded by Mirja?
Reminded betyder: Mindede om.
Intentionen er at minde om, opmuntre og inspirere til det vigtigste et menneske kan gøre: At finde sig selv! Som mor, som fagperson, som kæreste. At møde dig selv, dine overbevisninger, din usikkerhed, din frygt, dit mod, din styrke, din vrede mv. Et nødvendigt, men også givende projekt for at skabe balance, værdighed og ro. Psykologisk kaldet ”sense of self”. En udvikling der også handler om accept af det du er – og ikke er. Lige der ligger der en ro, og du vil opleve når du tager ansvar for denne proces og slutter fred med dig, slutter du også fred med andre.